Hvalpe nyheder

20-03-2020

Så kom tiden hvor vi kan mærke at det er 4 vilde dyr vi har i huset. Hvalpene slås meget af tiden, også med mor Dina, der viser dem de sejeste moves. Labradorerne har dog lidt svært ved at følge med i baglæns saldo og høje rejehop som whippets kan. Til gengæld forsøger de at løbe racerløb med Aston når de er udenfor, så de bliver vist Danmarks hurtigste labradorer, tænker jeg.

De er helt renlige når døren til haven står åben, og 95% på avisen indendørs, så det er til at have med at gøre. De tager dog mere og mere tid, da de kalder på underholdning og mad så snart de vågner. Jeg sørger selvfølgelig for oplevelser og udfordringer hver dag - curlingmor som jeg er :-) Mad får de 4 gange om dagen, og spiser nu tørkosten tør. Dog "forkæler" jeg dem med opblødt foder en gang om dagen, og det nyder de i fulde drag. Mor Dina giver også en tår mælk stadig, så hun er virkelig en god mor. Det virker som om vi har et samarbejde om hvalpene, for hun kigger en gang imellem på mig når de kalder, som om hun siger: tager du dem denne gang. Og jeg gør det samme til hende.

Nu begynder nedtællingen til at de skal hjem til deres nye ejere, de bliver hentet i næste weekend. 

13-03-2020

Nu er hvalpene 6 uger gamle, og dette er nu synet der møder os når vi går ind til dem. De er meget nysgerrige for at se hvad der gemmer sig på den anden side af hegnet allesammen. Vejret er noget møg, så det er kun meget kort tid de kommer ud i haven, men de får da lige lov til at snuse lidt rundt. Labradorerne fryser ikke, og går gerne ud i regn, men stakkels Aston fryser hurtigt og går ind igen. Han har været ude med en striktrøje på, og så kan han holde til det lidt længere.

I stedet for har de udforsket vores stue, og det er meget stor succes. De elsker at fræse rundt på det bløde tæppe og lege med Dinas legetøj og gamle gnaveben fra hendes personlige kasse. Vi bærer dem op ad trapperne i en kurv. Ja, det må så være en hundekurv :-) Se et par fotos mere i Galleriet nederst.

10-03-2020

Jeg kan ikke lade være med at fortælle denne fantastiske historie om Dina, der i den grad overraskede mig i går morges. Hun, og sikkert også alle andre hunde, må da være meget klogere end vi går og tror. 

Lige lidt baggrund for hændelsen: jeg var netop i gang med morgenfodring og rengøring i kælderen hos hvalpene, da jeg svagt kunne høre at mit vækkeur begyndte at kime oppe i soveværelset i den anden ende af huset. Ole havde lige råbt farvel for at køre på arbejde, og Dina var lusket op ad trapperne for at sove lidt længere, mens jeg klarede hvalpene. 

Jeg tænkte at det må lige vente et øjeblik inden jeg gik op og slukkede for larmen, men det var som om lyden kom nærmere, så jeg kiggede mod døren, og forventede at min mand var på vej ned med uret, og sige at jeg skal huske at slukke det. Men tænk, det var Dina der kom i frisk trav mod mig med det larmende ur i munden og gav mig det i hånden. Whaaaat. Jeg har aldrig lært hende at hente noget til mig, og hun går normalt ikke rundt med noget i munden. Jeg tog uret ud af munden på hende og slukkede det, og roste hende højt. Hun vendte bare om og løb op for at sove videre i fred og ro, som om det var den naturligste ting i verden. 

Hun har simpelthen ligget i sin lune seng i vores soveværelse og blevet så sur over larmen at hun har taget uret mens det kimede, og bragt det hele vejen ned til mig, så jeg kunne slukke det. Jeg var målløs, og meget stolt over min kloge hund. Jeg vil aldrig mere undervurdere hendes intelligens. Måske jeg skulle lære hende at spille skak? Hmm, nej nok en dårlig idé, jeg vil ikke risikere at tabe.

08-03-2020

5 uger gamle er der fuld fart i hvalpegården. De leger og slås, og er virkelig underholdende. Jeg er også i fuld gang med socialisering, og de har hørt tordenvejr, riffelskud, musik og fyrværkeri fra en højttaler, været udsat for støvsuger, boremaskine, og barnebarn Clara. Foruden alle de gæster der kommer og kigger. Alt sammen uden store reaktioner fra hvalpene. De er helt fortrolige med det hele. Astons kommende ejer har medbragt dufte fra kat, da han skal bo sammen med én, men det var heller ikke den store reaktion...men det er nok bare lige til han møder selve katten :-)

De får nu 4 måltider mad om dagen, og det er sørme lykkedes mig at få dem til at spise pænt. De står fint og spiser ved madskålen uden at træde op i den. Jeg har blot vedholdende flyttet deres ben tilbage til gulvet når de har trådt op i skålen, og nu står alle fint og spiser. Vi arbejder også på at der tisses i den ene ende af hundegården, henne ved døren, og de har været udenfor hvor de også har tisset, så det går fint fremad. Vi har dog vejret imod os, da det stadig er koldt. Jeg lukker dem kun ud når vejret er lunt og tørt.