24-02-2021

Noomi skal have fake søskende

Nu er det tid til at give Noomi den modstand som de manglende 5-6 søskende ville give hende, så hun ikke får adfærdsproblemer senere. Normalt ville søskende slås om maden, holde varmen sammen, og skubbe og putte sammen. Heldigvis er vi på rette spor allerede med rød varmelampe til at holde varmen med, bamser og pude i kassen hun kan putte med og kravle over, og nu begynder vi at skubbe og mase hende med en bamse når hun spiser. Hun bliver edder sur når vi gør det, så det er da ikke for tidligt at give hende denne modstand, der gør at hun kan håndtere frustration også senere i livet. På fotoet er hun faldet i søvn ved Dina, klar til næste måltid lige foran snuden når hun vågner - hmm, lidt for meget luksus!

Jeg har læst på lektien omkring singleton hvalpe, og kan nu se at vi har været meget heldige med Dinas graviditet og især fødslen, hvor mange ting kunne gå galt når der kun er én meget stor hvalp. Godt gået, Dina ❤. Hun er en superb mor. Hun er heldigvis begyndt at tage fri fra hvalpekassen, og jeg går korte ture i nabolaget med hende igen, og hun sover det meste af natten i sin gamle seng ved siden af os, så hverdagen indfinder sig lige så stille.