19-03-2021

5 uger og stadig frisk og fræk

Det sker meget på en uge. Fødekassen er erstattet med en almindelig seng i hvalpegården, så nu kan Noomi ligge og følge med i alt hvad vi laver i liggehøjde - og det gør hun. Hun har fået halsbånd på for første gang, og hendes legeområde er nu vores to stuer, hvor hun pisker rundt i fuld fart, når hun ikke lige leger med Dina. Det ser ud til at hun stor-trives, så jeg kan heldigvis ikke mærke eller se på hende, at der mangler søskende. Men både Dina og jeg stormer nærmest op et par gange om natten når hun vågner. Vi kan simpelthen ikke lide når hun er helt alene 🙂 Så giver Dina en tår mælk i mørket eller jeg holder hende lidt indtil hun sover igen. Vi laver ikke sjov midt om natten, så det foregår hurtigt og stille, og så lister Dina og jeg tilbage i vores senge. Noomi skal selvfølgelig sove med os senere, men ikke før hun er 8 uger. Det er en skillelinje jeg har sat for nogen af de ting hun skal lære. Svarende til at hun kom til ny ejer under normale omstændigheder. 

Dina giver stadig mælk flere gange om dagen, og så er der hygge i sofaen, hvor jeg løfter Noomi op til Dina. Det er luksus for Dina, kan jeg se, at jeg sådan bringer hendes baby til hendes yndlingssted i sofaens blødeste tæppe. Se flere fotos i Galleriet 2021