29-03-2021

Noomi på tørkost og frie forhold

6 uger gammel er Noomi ved at udforske en større verden. Der er indrettet udendørs løbegård til hende, som hun har besøgt et par gange. Vi venter på det gode påskevejr, så hun kan være ude noget mere. Hun har både haft halsbånd og frakke på, for at beskytte mod kulden, noget en whippet jo må leve med i vinterhalvåret.

Døren til hvalpegården i stuen står nu åben når hun er vågen, så der er racerløb i stuen mange gange om dagen. Dina leger gerne med, selvom det ser ud til at hun gerne vil vænne Noomi fra mælken, og gemmer sig i sin seng en gang imellem. Det hjælper vi hende gerne med, og lokker Noomi med tørkost i stedet for. Noomi er åbenbart en småtspisende pige, for hun nipper bare til maden, og spiser ikke altid det tilbudte.

Som en ægte whippet forsøger hun at styre OS, i stedet for at det er os der laver dagsorden. Tænk at en 6 uger gammel hvalp kan snøre os kloge mennesker :-) Desværre gælder det også når hun skal tisse, hvor det pt er blevet en sport for hende at snyde og tisse alle andre steder end på underlaget. Det går fint i hvalpegården, hvor hun let finder hen på underlaget, men i stuen er det åbenbart sjovere at lege fangeleg med mig, hvor det gælder om ikke at komme nær underlag. En sport hvor hun desværre vinder med sin suveræne hurtighed, og jeg må finde sæbevand og klud frem. Nå, jeg er nu ikke bekymret, for det bliver helt sikkert bedre når hun kan tisse i græsset udenfor snart.

Hun har nu hele munden fuld af skarpe tænder, som hun flittigt bruger på alt omkring sig. Der er lagt små gnaveben og legetøj allevegne i stuen, så vi hurtigt kan erstatte vores fingre og tæer med noget andet at tygge på. Hun hører heldigvis efter når vi siger nej til at tygge i os.

Vi er ved at være udkørte af at vågne midt om natten når hun mangler selskab, så i nat forsøgte vi at give hende en "kold tyrker" og lade hende pibe. Det var en hård nat, med meget piv, og vi endte med at stå meget tidligt op og give hende selskab og mad. Der må arbejdes videre med nattesøvnen, og lige nu sover hun trygt, mens vi andre må på arbejde med meget små øjne. Ja, hvem der bare var hundehvalp.

Jeg har også været en tur hos dyrlægen efter ormepiller, og både Noomi og Dina har fået kur.

Næste store ting er, at vi skal begynde til hvalpetræning medio april. Det bliver så spændende når hun skal møde ande hvalpe, og kan helt sikkert redde hendes socialisering med andre hunde. Hun er dog kun lige akkurat 8 uger til den tid, så jeg kan lige nøjagtig nå at få hende chippet, vaccineret og forsikret inden da. Det er en meget lille kursist jeg skal afsted med til træning, så forhåbentlig går det.