09-04-2021

Vaccineret og chippet - klar til den store verden

I dag var den store dag med tur til dyrlægen og blive vaccineret og chippet. Noomi tog det hele med fin ro, og lå på et tidspunkt og slappede af på bordet. Det hele var hurtigt overstået, og med kun et enkelt piv. Det var også første tur i bil, og heldigvis var det også en god oplevelse, da hun var placeret i det stofbur hun bruger som soveplads, og hun blev ikke engang køresyg :-) Vi kører elbil, så det er blødere bevægelser og uden lugt af benzin. Det hele tegner godt, og vi er klar til at erobre verden på den anden side af hoveddøren.

Verden på vores egen matrikel er allerede erobret. Noomi færdes hjemmevant på hele grunden, og nyder at race rundt og rode i græs og grene. Dina har lært hende at grave i jord, hvad hun selv ellers aldrig gør, så nu har vi fået havehjææælp.

Noomi er blevet en rigtig bølle, og leger vildere og vildere. Dina er på en højere klinge når hun opdrager og leger med Noomi, og det hele er meget vildt et par gange om dagen. Nætterne er der heldigvis nogenlunde styr på. Noomi vågner ikke mere midt om natten, men er klar til en ny dag ved 6-tiden. Hun bliver med det samme lukket udenfor på græs, hvor dagens første pølle lægges. Resten af renligheden er noget svingende, mest pga meget koldt og blæsende vejr, så hun på et tidspunkt var helt bange når hun skulle have frakke på og udenfor. Nu klarer hun både frakke, sele og halsbånd, og er med på, at hvis hun tisser hurtigt kommer hun ind igen.

Noomi er blevet en integreret del af familien, dog ikke om natten, hvor hun sover for sig selv indtil hun er stor nok til at ligge i sin egen seng hos os og Dina. Om aftenen råhygger vi alle i sofaen og ser TV. Nogengange ser hun hunde-tv med hvalpe der leger eller lign. Så kigger Noomi meget interesseret med.